Om Helene&Hund

Hvem jeg er, og hvordan jeg har tilegnet mig min viden og praktiske erfaring om hunde.

Ikke så overraskende..

..så hedder jeg Helene. Det havde du nok regnet ud, fordi jeg ikke var særlig kreativ, da jeg skulle finde på min hundeskoles navn. Jeg er uddannet dyrlæge og det blev jeg i sommeren 2025.

Dyrlæge med et ordentligt skvæt adfærd

Det sidste år af min dyrlægeuddannelse brugte jeg næsten udelukkende på adfærd. Blandt andet har jeg haft kurset Companion Animal Behavior and Welfare, hvor jeg har fået undervisning af nogle af landets førende forskere indenfor hundeadfærd- og velfærd. Jeg har også skrevet projekt om forekomsten af adfærdsproblematikker - og hvis du var i tvivl, skal du altså ikke være bekymret for, at du er alene, hvis din hund har et adfærdsproblem.

Jeg skrev speciale om hundens biomekanik, bindevæv og smerteadfærd. Det var vigtigt for mig at gå fra dyrlægestudiet med en bunke viden om bevægeapparatet, da det så ofte har effekt på hundens adfærd.

Selvom hundeadfærd er min helt store passion, så elsker jeg alle dyr store som små!

Dyrlæge og mere til

Udover at være dyrlæge er jeg certificeret hundeinstruktør. Det betyder, at jeg har brugt to år (ca. 300 timers arbejdsbyrde) på at dygtiggøre mig i hundetræning. Uddannelsen har jeg taget ved Irene Jarnved, som roligt kan siges at være en af landets dygtigste og mest erfarne adfærdsbehandlere. Det blev startskuddet på min hundeskole, som jeg startede i 2021.

Helene&Hund

Min hundeskole er stedet, hvor jeg har tilegnet mig min praktiske erfaring. Jeg har haft et utal af hold og enetimer og nærmer mig at have haft 900 hunde og hundeejere igennem Helene&Hund. Derudover har jeg gæstet Københavns Universitet tre gange for at holde foredrag for de dyrlægestuderende, været på Færøerne for at holde kursus og afholdt klientaftener på blandt andet Valby Dyrehospital og Fasanvejens Dyreklinik.

Men der er altid mere at lære..

..og derfor er jeg også igang med at tage en privat uddannelse i adfærdsbehandling - også ved Irene Jarnved. Meget af det vi lærer, har jeg haft teori om på mit studie, men ikke så overraskende er den praktiske erfaring mindst ligeså vigtig i arbejdet med hunde. Min adfærdsbehandleruddannelse afslutter jeg i august 2026.

Mine træningsprincipper

Mine træningsprincipper er selvfølgelig baseret på det "nyeste nye" fra videnskabens verden. Jeg følger altid med i, hvad der sker indenfor forskning af hundeadfærd og du kan roligt stole på, at jeg altid har din hunds velfærd i bedste interesse. Jeg træner og rådgiver ud fra udgangspunktet om, at alle levende væsner fortjener forståelse og empati. Det betyder ikke, at man ikke kan sætte grænser for sin hund - men fysisk straf tager jeg skarpt afstand til.

Udover det..

..så er jeg faktisk bare en helt almindelig jyde, der endte i København på grund af min uddannelse. Til hverdag bor jeg i et bofællesskab, er sammen med mine venner og familie og så kan jeg godt lide at være kreativ, hoppe en tur i det lokale fitnesscenter og læse bøger.